Dette er det sidste indlæg på nærværende blog. Forfatterne har valgt at indstille skydningen, idet tiden desværre ikke har tilladt at producere et tilstrækkeligt antal indlæg, hvorfor bloggen ikke har den ønskede samfundsomstyrtende effekt. Der henvises til forfatternes respektive blogs.

God sommer.

I dag er så dagen, hvor Ny Alliances med længsel ventede partiprogram offentliggøres. Til trods for, at partiet er blevet kritiseret over sommeren for sit manglende program, har vælgerne dog hængt ved - efter den første overvældende interesse er partiets vælgerandel nogenlunde stabil.

Det fik mig til at tænke på, at måske er et partiprogram slet ikke så vigtigt - vælgerne synes altså, at de ved nok om NA til at stemme på dem, først og fremmest:

1) Naser er et hædersmenneske, og jeg stoler som vælger på, at han gør det rigtige

men også, at

2) blogpolitikken skal brydes, mao. skal DFs støttepartmonopol brydes

og i endnu mindre grad, at  

3) skatten skal højst være 40% 

samt hvad man efterhånden har hørt her og der. 

Mao. er NA et eksempel på et parti, hvor det er personerne og ikke partiet, der er det vigtigste, jf. også dets mange medlemmer.

Der er der forresten en del andre partier, hvor personer er vigtigere end ideologi (DF eller i gamle dage CD for eksempel), men NA er de første, der har gjort det så klart ved stadigt at kunne samle vælgere til trods for, at  partiprogrammet ikke eksisterer.

Nu kommer der så et partiprogram i dag - jeg forventer ikke, at det får partiets stemmeandel til at stige nævneværdigt. Mao er det Naser (med mere) og ikke et partiprogram, vælgerne kan lide ved NA.

Hvert år dør en mange mennesker af sygdom og ved trafikuheld. En del af disse dødsfald kunne være undgået, hvis man havde investeret tilstrækkeligt med ressourcer i forebyggelse, sikkerhedsforanstaltninger mv. Samfundet har dog ikke ubegrænsede ressourcer, og selvom man benyttede hele statsbudgettet på at forsikre sig mod alverdens ulykker, ville vi ikke blive udødelige af den grund. Derfor står politikere jævnligt over for at skulle afveje mellem menneskeliv og økonomi, eller groft sagt at sætte pris på, hvor meget man er villig til at betale for at redde et menneskeliv.

Få politikere er villige til at tale rent ud af posen om, hvor meget et menneskeliv er værd i deres øjne, og visse populistiske politikere afviser sågar at anerkende, at man overhovedet er nødt til at foretage en sådan afvejning.

Denne manglende erkendelse medfører, at man indimellem uden rationelle årsager vælger at betale uforholdsmæssigt meget for at spare et menneskeliv, når man på et andet område kunne redde mange flere for de samme penge. Aktuelt har et flertal i Folketinget vedtaget at indføre en ny screening for HIV i donorblod, hvorved man formedelst 400 mio. kr. forventer at kunne redde ét menneskeliv over en tiårig periode.

Denne pris må siges at ligge en hel størrelsesorden over den sædvanlige dagspris på menneskeliv. Mon ikke der er tale om en boble foranlediget af et par lig på bordet samt rygterne om et snarligt folketingsvalg. Man må antage, at priserne efter valget genfinder et normalt leje.

I fredags trak Marianne Jelved sig som leder af de Radikale. Forlydender havde rumlet om dette i et stykke tid, og siden dannelsen af Ny Alliance lød disse højere og højere - selv fra folk højt oppe i partiet. Hermed sluttede en over 16 år lang epoke med Marianne som formand for de Radikale.

Udover dannelsen af Ny Alliance var det også de Radikales anden vej med ultimative krav, hvoraf et af dem var statsministerposten, som synes at have fået partimedlemmerne til at være utilfredse med Jelved. 

Jeg sidder dog og undrer mig over, hvordan det kunne gå så galt. Marianne er en meget kompetent politiker, som både besidder et betydeligt strategiskt talent og forstår, hvad der rører på sig blandt vælgere og internt i folketingsgruppen.

De Radikale fik sidste gang et godt valg - og meget af dette var i lyset af en kritisk opposition til regeringen. Jelved har været meget kritisk over for Anders  Fogh, og rygterne gik, at hvis de Radikale kom i en nøgleposition efter valget, ville Anders gå for at give plads til en regering mellem de Radikale og VK.

Jeg tillader mig at tvivle på, at denne succes er gået Marianne så meget til hovedet, at hun rent faktisk troede, at hun kunne blive statsminister i en regering med S. Hun burde vide bedre, selv med nok så mange mandater.  

Jeg ved også godt, at de Radikale langt fra var glade for den retning, som S under Helle Thorning er gået med accept af både skattestop og indvandringspolitikken. Det var det, de seks ultimative krav var et udtryk for.

Men, dybt i de Radikales sjæl ligger ønsket om indflydelse - kald det magtbegær eller ej. Jeg forstår stadigt ikke, at de Radikale kunne gå så langt i sine krav, at partiet afskar sig selv fra indflydelse. Det var jo reelt det, der skete, ovenpå de seks krav. Og det var en af grundene til, at Ny Alliance blev dannet - Marianne ville ikke danne regering med VK.

Marianne har været formand for partiet i 16 år, og det giver en vis pondus. Man undrer sig også over, at partiet på den måde lod Marianne bestemme og ikke i tide fik stoppet denne udvikling. Svjv var kun Samuelsen og Khader imod - og se, hvor de er i dag. Partiet blev tidligere på året kaldt en kult af en radikal, og det er sjovt at tænke på, når de Radikale er kendt som partiet, som de højtuddannede og de intellektuelle stemmer på. Ingen turde modsige Marianne.

Men jeg sidder stadig og funderer over, hvordan det kunne gå så galt. Kult, ja, valgfremgang, ja, uduelige andre partier, ja, men hvor er den bagkloge, pragmatiske holdning til magten og til at få denne? Og som Marianne behersker?

 Er der blevet for mange caffe-latte-typer og få for husmænd i partiet, så pragmatismen er forsvundet, og en karismatisk leder følges i tykt og tyndt? I så fald har Margrethe Vestager udsigt til samme skæbne som Marianne Jelved.

Efter at et planlagt terrorangreb med væsker blev forpurret sidste år, blev der indført drastiske regler om, at flypassagerer ikke måtte have mere end 100 ml væske per beholder i en pose, der kunne rumme en liter, med ombord på flyet.

 

Mao. måtte man begrænse sig til en tre-fire toiletartikler, der skulle lægges i en plastikpose eller checke sin bagage ind. Begrundelsen var flysikkerhed.

Resultatet var lange køer i sikkerhedskontrollen i lufthavnen, og masser af kasserede toiletartikler, irriterede passager og sikkerhedspersonale, der blev forbandet af passagererne for deres ufleksible holdning.
 

Det lader dog til, at angrebet ikke ville lykkes. Man har derfor i dag et sikkerhedssystem, der generer alle mennesker, både de flyvende og sikkerhedspersonalet for at forhindre noget, der ikke vil lykkes alligevel. Alt sammen for at sikre, at flypassagerer skal føle sig sikre.
 

Man kan regne lidt på, hvor meget tid, der er gået til spilde, hvor mange passagerer det er gået ud over og hvor meget et menneskeliv af politikerne anses for at være værd. Sidstnævnte foregår ved at se på, hvor mange mennesker, der skal slås ihjel i et trafikkryds, før man bevilger penge til at ændre det, hvor mange mennesker, der skal dø af kræft, før politikerne afsætter penge til det, etc.

Jeg er ret sikker på, at der her er tale om en sikkerhedsforanstaltning, som kommer ind i den meget høje ende hvad angår omkostninger per menneskeliv - specielt da jeg ikke ved af, at nogle terroristangreb er blevet forhindret af de nye regler.

Problemet er dog, at det ikke er politikerne, der skal finde penge til disse foranstaltninger. I stedet er det de rejsende, der må slippe lidt flere penge i lufthavnsafgifter.  Og bruge fem-ti minutter ekstra i lufthavnen.

Trafikministeren har spurgt EU (nederst i artiklen), om det giver mening at bruge det nuværende system. Men selv hvis de fleste er enige om, at systemet er dårligt, er der næppe nogle politikere, der tør afskaffe de nuværende regler, fordi de vil få halen på komedie, hvis det går galt, mens straffen for ikke at gøre noget er lig nul. Passagererne lider, mens politikerne vender det blinde øje til.

DRs bestyrelse lagde i tirsdags sin spareplan frem. Den var i forvejen lækket på en eller anden måde. Som bekendt ramtes sporten meget hårdt, mens også populærunderholdningen måtte stå for.

Man kan spekulere lidt over, om bestyrelsen valgte at skære så hårdt i sporten for at forsøge at presse politikerne til at spytte flere penge i kassen. Der var stor opstandelse blandt politikerne, da spareplanen blev kendt, og her og der kunne man se tegn i sol og måne på, at der måske ville blive givet flere penge - det blev i hvert fald ikke udelukket.

Nu viser en artikel i JP så, at den brede befolkning syntes indstillet på, at besparelserne er nødvendige, og at sporten er det rigtige sted at spare. Det var jo ikke så godt, hvis man havde håbet på flere penge for også i fremtiden at kunne vise sport.

Mon ikke undersøgelsen læses grundigt på Christiansborg. Og mon ikke nogle enkelte ærgrer sig over, at ramaskriget udeblev, da man ofrede en hellig ko.

It-politisk forening har fremstillet en CD, som fagforeningen PROSA har tænkt sig at distribuere til sine medlemmer i sit næste medlemsblad. Det er der for så vidt ikke noget specielt i, hvis det ikke var fordi, at CD'en indeholder software, som bremser mulighederne for overvågning af internetbrugerne.

Justitsministeren (det er hende, vi kalder Terror-Lene, da hendes anti-terrorbestræbelser terroriserer resten af landets befolkning) udtaler i den forbindelse: "For mig at se er der kun en meget begrænset gruppe, som kan have gavn af cd'en. Nemlig de personer, som har lavet eller påtænker at lave kriminalitet af meget alvorlig karakter, og som derfor vil forsøge at gøre alt for at skjule deres spor. Så kort sagt: Jeg har vanskeligt ved at se det ædle formål med Prosa-bladets CD". Citatet er nuppet fra Harddisken, som har det fra Politikens net-avis.

Udover den arrogance, som udtalelsen bærer præg af, viser den dog, at Terror-Lene godt er klar over, at de mennesker, som ikke har lyst til at blive overvåget, sagtens kan undgå dette. Idet man må formode, at terrorister ikke er dummere end gennemsnittet, kan man så spørge, hvorfor Justitsministeriet vil have overvågning bredt ud over alle landets borgere, når ministeriet selv godt ved, at overvågningen kan imødegås vha. en CD?

Vi synes faktisk, at der er en god grund til, at vi kalder hende Terror-Lene.

Foranlediget af de mange knivstikkerier i nattelivet i den senere tid stiller Dansk Folkeparti nu forslag om et totalt knivforbud på offentlige steder.

"Vi kan se den ene weekend efter den anden, at der sker knivoverfald. Og der ser vi det som et stort problem, hvis vi ingenting gør", siger Peter Skaarup til TV-Avisen påskedag kl. 21. Den slags udtalelser bør sætte alarmklokker i gang.

Regeringen stillede faktisk forslag om et sådan generelt knivforbud i 2003, men efter indvendinger fra bl.a. Dansk Folkeparti blev forslaget modereret til ikke at omfatte knive under 7 cm, bl.a. med henvisning til, at foldeknive er "en del af danskernes kultur".

Nu har de så skiftet mening, og det er da en ærlig sag (regeringen har i øvrigt nu indtaget DF's oprindelige standpunkt og vil ikke længere forbyde foldeknive). Der er trods alt gået nogle år, så man har haft mulighed for at blive klogere og lære af historien. Bl.a. har Københavns Politi i mellemtiden offentliggjort en undersøgelse om knivoverfald.

Undersøgelsen kan dog ikke bruges i DF's argumentation, idet den viser, at der i 2005 slet ikke skete nogen overfald med de p.t. lovlige knive. Men DF lader sig heldigvis ikke anfægte af den slags irriterende fakta:

"Det er rigtigt, der er en gammel undersøgelse, der tyder på, at de små knive ikke bliver brugt. Men de kan bruges, og hvis vi laver en ny undersøgelse, så kan det være, at der kommer et andet resultat. Og derfor synes vi, man under alle omstændigheder skal lave et forbud."

Det er et godt citat, som i lettere modificeret udgave kan bruges i en stort set hvilken som helst sammenhæng.

Jeg sidder og ser DR2s Den hemmelige krig, som i sidste uge fik oppositionspolitikere med Mogens Lykketoft i spidsen til at bebude rigsretssag mod forsvarsministeren og statsministeren.

Vel at mærke før den brede offentlighed havde set filmen. Før filmen blev sendt var der fuld spin fra begge sider af Folketingssalen: forsvarsministeren skældte ud på DR, oppositionen skældte ud på regeringens ministre, DF skældte ud på Enhedslistens Frank Aaen, osv. Efter at den blev vist torsdag aften, hørte man faktisk ikke mere til den i den skrevne presse.

Måske var det bedst, hvis ingen nogensinde så udsendelsen. Dermed kunne alle politikere - og journalister for den sags skyld - markere sig med meninger om problemet ud fra hver sin politiske baggrund. En samlet opposition, der råbte rigsretssag, regeringen, der insisterer på, at der ikke er noget at komme efter, og DF, som kalder filmen et mediestunt og en journalistisk skandale.

Både før og efter udsendelsen fasholdt DF, at de ikke ville medvirke til en ministerstorm, og så er den sådan set ikke længere; der er ikke flertal for en sådan. Nogle skrammer bliver der dog nok til forsvarsministeren.

I stedet kan spillet så begynde på ny: både DRs halvsyv-nyheder og TV2s syvnyheder kunne her mandag aften berette om en endnu ikke offentliggjort rapport, som antyder alvorlige problemer i Fødevarestyrelsen. Fokus kan herefter rettes mod Lars Barfoed, og søreme ikke, om ordet ministerstorm blev brugt igen.

Sidst der var opløb til ministerstorm mod Lars Barfoed, satte hans partiformand Bendt Bendtsen regeringens liv på spil: hvis Lars Barfoed blev væltet med DFs hjælp (som dets fødevareordfører gerne ville), ville der blive udskrevet valg. DF valgte da at lade ministeren sidde.

Det synes - jf. regeringens dårlige meningsmålinger - endnu mere usandsynligt, at DF denne gang skulle medvirke til at Lars Barfoed må gå. Hvis fadæsen er slem nok, går Lars Barfoed selv; Bendt Bendtsen kan så ikke hjælpe ham, men hvis Bendt Bendtsen insisterer, står DF i en grim situation: skal man vælge regeringen eller endnu en gang risikere at kunne blive udsat for kritik på fødevareområdet for at være for blødsøden? Mon ikke Barfoed så får lov at blive siddende.

Regeringen er på hælene, og masser af dårlige historier om den og dens regeringsførelse præger medierne. Oppositionen har gode tider. Den formår uge efter uge at tæve løs på regeringen med nye dårlige historier. Medierne har også gode dage, der er masser af gode politiske historier.

Det skal blive spændende at se, hvad den næste skandale bliver. Måske er det så slemt, at tale om rigsretssag kommer igen. I mellemtiden kan Fogh så vente på en stille periode, så han kan komme af med nogle af de mest belastede ministre.

Det er befriende at se, at der er fagfolk, der tør tale imod virkningsløs terrorkontrol. Det seneste eksempel er Niels Boserup (artikel fra JP), der forklarer, at de nye regler for sikkerhedskontrol i lufthavnene ikke virker efter hensigten. I forvejen har militære sprængstofseksperter forklaret, at man sagtens kan lave en masse ramage med 100 ml sprængstof (jeg har ikke kunne finde en lænke til den historie).

Selvfølgeligt har lufthavnschef Boserup en dagsorden; han er ikke interesseret i utilfredse passagerer, der skal stå i kø i lang tid, og han vil gerne have dem ind i lufthavnen hurtigt, så de kan bruge deres penge der.
Når dette så er sagt, er der foreløbigt ikke nogle, der har modsagt ham. Tværtimod lader det til, at politikerne erkender problemet (måske er de selv trætte af at stå i kø?) og siger, at de vil gøre noget ved det.

Lufthavnssikkerhed er reaktivt - ikke proaktivt. Det demonstreres, at uegnede stoffer kan slæbes med ombord på et fly på en given måde, og der laves derefter en regel, som skal forhindre dette (tænk skobomberen og nu væsker).

På den måde adskiller det sig ikke fra terrorbekæmpelsen i almindelighed. Denne blog har gentagne gange påtalt eksempler på, at meningsløse tiltag introduceres, for at det skal _se_ ud som om, at man fra politisk side gør noget.

Med den store utilfredshed, det seneste sikkerhedstiltag har medbragt, kan man håbe, at man fra politisk side i mindre grad forsøger at lade som om, at man bekæmper terror, og i stedet reelt tager fat der, hvor det batter - også selvom det er svært at forklare vælgerne.

Man kan i dagens Computerworld og også online læse, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har bevilget 23,5 mio. kr. til Politiets Efterretningstjeneste (PET) til computere, der skal knække krypterede samtaler.

Som artiklen også klart nævner, er dette umuligt. Den eneste positive, der kan siges om dette - set fra PETs side - er, at man da i så fald kan holde øje med de personer, der krypterer deres kommunikation.

Det er den gammelkendte krypteringsdebat om igen. Pga. dovenskab og uvidenhed krypterer langt de fleste mennesker ikke deres e-mail, og anden kommunikation, og efterretningstjenester kan så holde øje med de få, der gør det, da de så med større sandsynlighed ikke har rent mel i posen (jeg skal her ikke anfægte synspunktet om, at mennesker, der krypterer deres kommunikation ikke har rent mel i posen).

Men, som artiklen også nævner, så er brugen af VPN efterhånden meget udbredt. Så mængden af krypterede data på nettet er allerede omfattende. Eller sagt mere tydeligt: allerede nu er der så meget krypteret trafik på nettet, at PET (eller andre efterretningstjenester for den sags skyld) ikke kan overvåge alle afsendere og modtagere af dette.

Derfor kan man med megen god grund spørge, hvad bevillingen til PET skulle til for? Pengene vil ikke hjælpe noget på terrorbekæmpelsen overhovedet.

Svaret er lige så klart: det ser godt ud, at man giver PET flere penge, også selv om man faktiskt godt ved, at det ikke hjælper noget. Hvis man endelig vil styrke PET, så kunne regeringen og DF da give pengene indenfor et område, man vidste ikke var nyttesløst. Det andet er bare dumt. 

I sidste uge var rigsadvokat Henning Fode i nyhederne. Han mente, at fængselsdommene for drab var for lave, i det de ikke længere lå mærkbart over dommene for vold. Godt nok vold af den grove slags, mens der var tale om "almindelige" drab.

En interessant måde at argumentere for. Ikke noget med at argumentere med, at længere fængselsstraffe virker præventivt (det gør de ikke, som Vagn Greve også bemærker) eller at netop to år til vil få drabsmand til at fortryde. Eller forklare, hvorfor det er i orden at fængsle folk to år mere, når det nu koster penge at gøre dette og i øvrigt giver problemer for den indsatte og dennes familie.

I stedet er der vel følelser, der dikterer dette, nemlig retsfølelsen. Som bloggens kolofon nævner, forsøger denne blog at sætte fokus på beslutninger, der drives af følelser og ikke facts. Det ville klæde politikerne at kigge på facts og i stedet for at ønske længere straffe gå ud og forklare en hævngerrig befolkning, at det ikke hjælper at fængsle kriminelle i længere tid.

Fælles for mange tiltag mod terror er, at man forsøger at lappe på enkeltområder, hvor terroren én gang er slået til, frem for at tænke på at sikre andre potentielle terrormål. Måske fordi, at sidstnævnte hurtigt vil lede til den konklusion, at det er en umulighed at beskytte hele samfundet mod terrorhandlinger. Så hvis man skal vise handlekraft, må man slå til mod de områder, hvor der beviseligt har været et problem.

Efter de fire flykapringer 11. september 2001 blev der indført et fuldstændig overdrevet sikkerhedsniveau i forbindelse med flytrafik. Det var først ved terrorbomberne i Londons undergrundsbane i 2005, man kom i tanke om, at undergrundsbaner også er et terrormål, hvor man i en periode måtte fjerne betydelige mængder glemt baggage med rullemaries hjælp.

Vi må nok afvente et terrorangreb i en biograf, før man for alvor indser, at sindssyge fundementalister også er i stand til at detonere en bombe i en biograf. Indtil videre anses det for usandsynligt.

Ved anholdelsen af de terrormistænkte fra Vollsmose for nylig fandt man store mængder ammoniumnitratgødning, der udover planteavl også kan bruges til at fremstille bomber af. I går kom så automatreaktionen, da regeringen og Dansk Folkeparti indgik aftale om bruge 700.000 kr. på kontrol med salg af ammoniumnitratgødning.

Det var en skam, at det ikke var importeret gødning, idet vi så også kunne få indført kontrol med importen af ammoniumnitratgødning med ransagning af køretøjer ved grænserne og hele pivetøjet.

Vi må nok afvente, at en sindssyg terrorist smider en betonklods ud fra en bro over jernbanen foran et IC3-tog, før der også afsættes penge til kontrol med salg af betonblokke. Indtil videre antages, at betonblokke kun kan bruges til fredelige formål.

Det kræver ikke just stor fantasi at komme på måder, hvorpå man kan slå mange mennesker ihjel på én gang - især ikke, hvis man er parat til at ofre sit liv for sagen. Man må indse, at vi er frygteligt sårbare, hvis der er nogen, der virkelig vil os til livs. Man kan sikkert med held dæmme op for flykapringer og andre meget spektakulære terrorhandlinger. Men at indføre kontrol med salget af ammoniumnitratgødning bidrager vist ikke med ret meget andet end at signalere handlekraft over for vælgerne.

Folketingets formand Chr. Mejdahl har været vært for en konference på Arken i Ishøj, hvor man diskuterede, hvordan det politiske arbejde i Tinget kunne blive mere spændende, aktuelt og livligt.

Det viser sig, at antallet af §-20-spørgsmål til ministrene på få år er fordoblet. Dette ses som et problem, idet meget tid derfor bruges på at besvare sådanne spørgsmål. Et af forslagene fra konferencen var faktisk at begrænse disse spørgsmål - omend ingen plan blev præsenteret for, hvordan noget sådant skulle gøres.

Man kan ved selvsyn selv kigge på de spørgsmål, som typisk oppositionen stiller. Lad nøjes med at sige, at nogle er mere kvalificerede end andre. Jeg skal her ikke hænge nogle ud - det kan læseren selv gøre.

Jeg tager dette som indtægt for et forsøg på at udstråle handlekraft. Når pressen spørger en politiker om et emne, der just er på dagsordenen, lover denne politiker at spørge ministeren om dette.

Herved udstråler politikeren handlekraft og initiativ. Problemet er dog bare, at det er et fåtal af vælgere og medier, der følger med, hvad der spørges om og svares på. Fra tid til anden ser man i (special-)medierne sådanne svar omtalt. Det skal sige, at der stilles gode spørgsmål i spørgetiden, men ofte drukner disse i mindre lødige spørgsmål.

Så overordnet udstråler den spørgende handlekraft, når vedkommende lover at spørge. Derefter er det så som så med at udstråle noget som helst godt.

Flere medier bragte i morges et meget kortfattet Ritzau-telegram om, at EU og USA indgår aftale om udvekslings af passagerdata. Op ad formiddagen kunne samme medier optrykke endnu et Ritzau-telegram, hvoraf det fremgik, at aftalen var truet af "grundlovsspørgsmål".

Flere ting springer i øjnene:
Journalisten lader antyde, at grundlovene blot er en generende formalitet, der opfattes som en "trussel" for aftalen, men lægger ikke op til, at grundlovene reelt udgør en forhindring. Det kan undre, at man kan planlægge at vedtage noget, hvor man end ikke har afklaret de forfatningsretlige spørgsmål forinden, i en sådan hast, at man må udskyde det offentliggjorde tidspunkt for vedtagelse med timers varsel.

Som sædvanlig ved EU-spørgsmål har pressen en tendens til at undlade at sætte navne på de personer, der står bag beslutningerne. Artiklen nævner, at "USA kræver oplysningerne som et led i kampen mod terrorisme", og at nogle unavngivne forhandlere fra EU og USA er nået til enighed på vegne de trekvart milliard mennesker, der bor i de to områder. Det kunne være rart at få sat nogle navne på forhandlerne og de unavngivne personer "fra EU-side", der fremhæver aftalens fortræffeligheder. Og det kunne være interessant at vide, om alle justitsministrene havde tænkt sig at stemme for aftalen (vores egen terror-Lene havde formentlig, men måske findes der mere besindige justitsministre i nogle af de andre EU-lande).

Endelig nævnes ikke eksplicit, hvilke personoplysninger der planlægges overgivet til de amerikanske myndigheder. Navn, fødselsdato mv. fremgår af folks pas, så det bliver alligevel aflæst ved paskontrollen ved indrejsen til USA. Men i en bisætning i telegrammet nævnes e-post og telefonnumre. Her rejser sig naturligt spørgsmålet, hvor mange oplysninger om lovlydige borgere man har tænkt sig rutinemæssigt at videregive. Men det fremgår ikke.